Nu kan alle besøgende komme ind i de arbejdende værksteder.
Rampen, eller et lille stykke glasfiber er nemlig blevet afgørende for hvem der er ude og hvem der er inde.
Til indvielsen var humøret i top og snakken gik livligt mellem de fremmødte til det lille event. Der var både medarbejdere og gæster med, nogle var gående og andre kørestolsbrugere.
Fælles for dem er, at de har et stort hjerte for stedet.
Min bevæggrund for at deltage:
Normalt er jeg et roligt menneske…..Der er bare situationer, hvor jeg bliver utålmodig og tænker ”Kom nu ud over rampen”.
Situationer som meget snak om ligestilling, inklusion, diversitet og bæredygtighed…Snak. …Ikke handling.
Gode idéer, som først skal igennem en lang godkendelsesproces og budgetforhandling.
Det er dér, jeg hiver rampen frem. Bogstaveligt.
Et af mine yndlingsspots er Sagnlandet Lejre. I mine øjne en perle, et smørhul, som i den smukkeste, danske istidsnatur bygger bro fra stenalder, jernalder, vikingetid og 1800-tallet
En af mine yndlingspersoner er min veninde gennem mere end 50 år, Vibeke Sørensen. Sammen har vi oplevet og delt mange gode stunder, her i Sagnlandet Lejre.
Jeg ramte dog et ”Kom nu ud over rampen” moment.
Ikke fordi der var noget galt med hverken mig, Vibeke eller Sagnlandet Lejre.
”Normalt er jeg et roligt menneske. Der er bare situationer, hvor jeg bliver utålmodig og tænker ”ud over rampen”
Jeg ærgrede mig over at kørestolsbrugere som Vibeke ikke kunne opleve værkstederne med alt deres spændende indhold. Udelukkede fordi det er trappetrin ind i husene.
De gode mennesker i Sagnlandet Lejre var meget åbne. Med 43 hektar land, et kæmpe anlæg at vedligeholde og nye store projekter, var det ikke lige en rampe der var fokus på. Det er forståeligt, for det er ikke blevet lettere at drive kulturinstitution i Danmark.
Jeg ville ikke vente på budgetforhandlinger i konkurrence med alle mulige andre opgaver, et anlæg af Sagnlandet Lejres dimensioner tumler med.
Med eksperthjælp fra Vibeke fik jeg indkøbt en rampe, der opfylder de formelle krav til at kørestolsbrugere har fri adgang til de inspirerende værksteder i Sagnlandet Lejre.
Det kastede en mindeværdig dag af sig, hvor Sagnlandet tog sig smukkest ud, med skyfri himmel, plaskende karper og fuglekvidder, mens værkstederne fik besøg af gæster, der førhen måtte betragte det hele udefra.
Se indvielsen af rampen på videoen herunder.
Stor tak til min ven Sacha, som igennem dagen tog video og billeder af indvielsen.