Mange ergoterapeuter undrer sig, når fibromyalgipatienter scorer 10 på en VAS skala OG samtidig ser forholdsvis upåvirkede ud. Selv efter det er pointeret, at 10 svarer til den værst tænkelige smerte.
Min erfaring, både som ergoterapeut og patient er, at VAS ikke egner sig som redskab til mennesker med fibromyalgi.
I bedste fald giver det ingen mening og i værste fald giver den anledning til spekulationer om, alt fra hypokonder, utrolig lav smertetærskel, udnyttelse af systemet, dovenskab eller piveri.
Derfor skal der en anden skala på banen og den ligger i Fibrometodens værktøjskasse.
Fibromyalgi borgere kæmper hver eneste dag
Mennesker med fibromyalgi tager sig sammen fra det sekund, de åbner øjnene til de rammer puden igen. Smerterne er en del af pakken, men kun en del. Det er ‘alt det andet’ der er det mest invaliderende.
Derfor bliver svaret skævt, når du som ergoterapeut spørger hvor stærke smerterne er, fordi patienten svarer på den samlede vurdering.
De svarer på hvor invaliderende det er at leve med en kronisk smertelidelse, som er meget mere end smerter. Derfor kommer spørgsmålet og svaret ikke til at give et billede af, hvem de er, og hvilke problemer, de har brug for hjælp til.
Hvad gjorde jeg selv, når jeg mødte borgere med fibromyalgi?
Jeg stolede altid på, at det de sagde, var sandt. Jeg lod være med at spørge, hvor ondt det gjorde, og satte ikke tal på, fordi det er ikke relevant og der var en stor fare for at kommunikationen gik galt.
Jeg tilbød en alternativ skala. “På en skala fra 1-20, hvor presset er du af ‘alt det andet’ – alt det bøvl der følger med fibromyalgi?”
Her måtte de sprænge skalaen alt det der var behov for – fordi det er altsammen noget os ergoterapeuter kan arbejde med.
Prøv dette i mødet med din næste patient.
Hvis du tidligere har scoret patienter på VAS, så kan du prøve at tilbyde FibroMetodens skala.
Den har en skala fra 1-20 og på den scorer patienten, hvor slemt det står til i det samlede billede, altså på alle fronter. Alt i én kasse.
Du kan også udvide den til 100, det er nemlig ikke tallet, der er vigtigt, det er det fælles sprog. Sproget der gør, at I nu kan mødes på en fælles platform.
Her kan de fortælle dig, at alt er noget lort, at det ikke kun er smerterne og du får alle oplysningerne uden at forholde dig til, om det nu er et korrekt tal de angiver.
Et nyt spørgsmål fra dig kunne være:
“Hvor bøvlet er det er have det som dig lige nu?”
Herfra er vejen for behandlingen åben. I stedet for at få et svar der hedder 10 på VAS og herefter fortælle, at du ikke kan gøre noget (fordi smerterne jo er kroniske og sjælendt lader sig behandle).
Så kan du nu sige: “Ja, smerterne er der jo, og dem er der desværre ikke meget at gøre ved – så lad os tage fat på alt det andet.
Min erfaring med den anden vinkel.
I min tid både med Smerteskolen i Lejre og Smerteskolen.dk har jeg aldrig fået et mindre tal end 20.
Gennem årene har jeg har ikke oplevet at patienterne har nævnt noget, som ikke lå indenfor ergoterapeuternes kerneområde.
Min grundtanke med Fibrometodens skala er, at den åbne for samtalen. Den skal give ergoterapeuten mulighed for at hjælpe med de ting, der betyder noget i borgerens hverdag. Det der handler om ADL, relationer, interesser og tilknytning til arbejdsmarkedet.